Club300.dk - Artikler
a
  

Artikler
 
Danish Birder Awards 2018 23-01-2018 kl. 20:18

Danish Birder Awards 2018

 

Lørdag den 20. januar 2018 klokken 18:00 skete det endelig! Danish Birder Awards 2018 løb af stablen. Det blev den fantastiske birder-fest, the place to be, festen man ikke skulle misse. Det var episk!

En stor og festlig tak til festens arrangører og ophavsmænd: Søren Haaning Nielsen og Rasmus Strack. Det var været en ufatteligt arbejde at stable arrangementet på benene, og uden dem var vi en mindeværdig aften fattigere.

Der var 150 tilmeldte og hele aftenen summede snakken lystig, og den gode stemning var massiv. Alle var glade, spændte og opløftede. Denne aften fejrede vi feltornitologerne, folkene fra felten og deres utrættelige indsats og solide sammenhold. Og alle var klar. Der var folk fra alle landsdele og fra alle foreninger.

Festen blev afholdt på Vanløse Kulturstation hvor salen var pyntet med rød løber, røde duge på bordene, mens både servietter og tallerkner glimtede som det pureste guld. Der var fri bar, snacks og chokolade.

Aftenens arrangement startede med en velkomsttale af Søren Haaning Nielsen, som bød velkommen til folket, takkede for støtten og opbakningen, sponsoraterne og muligheden for at få ført projektet ud i livet.

Derefter bød programmet op de tre svenske WP-twitchere: Claes Wikström, Mårten Wikström og Erik Rask, som i hele 2017 lavede et Big Year WP, og dermed satte den første rekord for hvor mange fugle man kunne se på et enkelt år i hele Vestpalæarktis. En imponerende beretning om et år på farten med fantastiske fugle i alle afkroge af denne verdensdel og omegn. 761 arter fik de set!

Derefter gik aftenens konferencier på scenen: Lars Grøn. Med charme, selvtillid og brede smil førte han sikkert an gennem aftenens awardshow. Han var uforlignelig med sine skarpe replikker, sin spiddende humor og sit rappe humør.

De nominerede og vinderne var blevet udvalgt af et særligt dommerpanel bestående af Andreas Bruun Kristensen, Henrik Böhmer, Rune Sø Neergaard og Esben Eriksen. Længere nede kan du se aftenens Award-priser, de nominerede, vinderne og læse dommerpanelets begrundelser.

Efter awardshowet fik en gættefuglequiz pulsen i vejret, her blev Sebastian Klein en flot nr. 3, Rasmus Turin klar nr. 2, men begge klart slået af vinderen Henrik Böhmer. Der var flotte præmier fra Café Det Grå Fyr www.toppenafdanmark.dk/skagengraafyr og Ledlenser ledlenser.dk/ . Herefter spillede bandet Dans & Lær op til dans, de fik dansegulvet fyldt og satte gang i en fest, som varede hele til den lyse morgen, og sluttede en aften som aldrig vil blive glemt.

 

Årets Nye Navn - Jonas Kjærgaard

Begrundelse: Aktiv birder på Randerskanten, der i år bl.a. har fundet Stribet Ryle i Vejlerne samt flere hvidsiskener i Østjylland. Mega aktiv med mange obsdage.

Nominerede: Jonas Dencker Damborg Kjærgaard, Ragnar Smith, Anton Herrig Liebermann, Emil Brandtoft Skovgaard, Kim Liljehult

Sponsor: DOF Travel, www.doftravel.dk/


 

Morten Rasmussen fra DOF Travel overrækker prisen som Årets Nye Navn til Jonas Dencker Damborg Kjærgaard.

 

Årets Microbirder - Michael Trasborg

Begrundelse: En ægte lokalpatriot, der gennem årene har set og fundet mange sjældne fugle på Halsnæs. Myreflittig og ude stort set hver dag i træksæsonerne, hvor især Kikhavn bliver holdt under skarp observation. I år er det lykkedes MT at finde Ådselgrib, Stor Skrigeørn og Krognæb. At finde tre SU-arter på et år på Sjælland kræver et skarpt øje og ihærdighed.

Nominerede: Kim Fischer, Rolf Christensen, Michael Trasborg, Erik Vikkelsøe Rasmussen

Sponsor: Stormsvalen Naturbutik, www.stormsvalen.com/
 

Michael Trasborg modtager prisen som Årets Microbirder af Søren Haaning Nielsen.

 

Årets Birderwife - Jannie Hedes Strack 

Begrundelse: Alene det at være gift med Rasmus Strack i over 20 år gør at Jannie bør vinde. I året der gik stod hun ikke alene model til Rasmus store involvering i DBA, men blev også i forbindelse med den Sortbrynede albatros hun sat på lidt af en prøve. Huskes kan også historien fra 30. juni 1996 hvor Middelhavsstenpikkeren på Stevns blev opdaget, her blev vinen hældt ud og bøfferne hældt direkte i skraldespanden.

Nominerede: Lone Olsen, Pia Buus, Ulla Henriksen Göller, Jannie Hedes Strack

Sponsor: Meny,  meny.dk/ & Max Factor, www.maxfactor.com/int/

 

Lone Olsen giver Jannie Hedes Strack prisen som Årets Birderwife.

 

Årets Øbo - Kim Fischer

Begrundelse: Næsten daglige observationer på Fanø. Har i år fundet Tundrahjejle sp. i august, Prærieløber i september, Citronvipstjert og Atlantisk/Scopolis Skråpe i oktober. Optælling af trækket ved Sønderho, der i efteråret bl.a. har givet Storpiber, Markpiber og Dværgværling.

Nominerede: Kim Fischer, Rune Bisp Christensen, Sebastian Klein, Steffen Sommer Nielsen

Sponsor: Mandø Pigen, www.bb-mandoe.dk/
 

Kim Fischer modtager prisen som Årets Øbo og en lille flaske.

 

Årets Hitfotograf - Kim Fischer

Begrundelse: 15/8 fandt Kim Fischer en tundrahjejle, der trak forbi stranden på vestsiden af Fanø. Han når akkurat at tage et par foto, der dokumenterer bestemmelsen.

KIF skriver: ”Mens jeg tjekkede terner så jeg 4 vadefugle trække ind og nåede lige at tage et ninjaskud, inden de forsvandt bag bilen. Jeg tænkte på sibirisk tundrahjejle, han, i flot sommerdragt.”

Mange fine hitfotos kan komme i glas og ramme, men betyder intet for dokumentationen, fordi andre har foto/lydoptagelser... KIF's foto gjorde forskellen mellem en "0"-obs og en obs.

Nominerede: Henrik Mikkelsen, Lars Andersen, Rasmus Strack, Kim Fischer

Sponsor: Image Foto, www.imagefoto.dk/
 

En glad Kim Fischer med prisen som Årets Hitfotograf.

 

Årets Starbirder - Henrik Haaning Nielsen

Begrundelse: Rigtig mange gode artikler på Pandion. Har i den grad fået Pandion op at stå som en vigtig platform i dansk birding med artikler om feltbestemmelse og forekomster.

Nominerede: Henrik Haaning Nielsen, Klaus Malling Olsen, Rasmus Strack, Kim Fischer

Sponsor: Stormsvalen Naturbutik, www.stormsvalen.com/
 

Henrik Haaning Nielsen med præmien for prisen som Årets Starbirder her overrakt af Lars Grøn.

 

Årets Kliktæller - Palle A.F. Rasmussen

Begrundelse: Har gennem mange år stået parat med kliktælleren på Nordmanshage ved Limfjordens udmunding i Kattegat. Palle er af den gamle garde og kan holde styr på trækket i 12 timer i træk på kaffe og smøger.

RSN skriver:
” 11/9 2017 25500 Landsvale Nordmandshage (obs ene mand fra 0650-1700)
- 24/11 2017 7823 gråsisken Nordmandshage er ny DK-efterårsrekord, som slår hidtidige samme sted og samme person fra 1995 (obs ene mand fra 0740-1500)
- 5/10 2017 2320 og 11/10 2017 3540 Lille korsnæb Nordmandshage er begge nok nye DK-rekorder.

PAFR står ofte ene mand ved Nordmandshage og tæller og tæller og tæller. Rigtig mange gode tal gennem årene (fx tårnfalk 223, alm kjove max 108, mellemkjove max 24, småkjove max 22, storkjove max 43, bysvale max 6130, silkehale max 1308, blåmejse max 2685, grønsisken max 13800, krognæb max 62, hvidvinget korsnæb max 67, 73 og 83!) 

Desuden gennem flere år mange meget grundige optællinger i Store Vildmose. Gæs, ænder, svaner, rovfugle og stor tornskade (max 8).

Samt flere år mange natlyt i Lille Vildmose fra fx 0000-1500, og meget præcise optællinger fx op til 130 vandrikser.”

Nominerede: Preben Berg, Jørgen Hulbæk Christiansen, Palle A.F. Rasmussen, Tim Andersen

Sponsor: Naturbutikken, www.naturbutikken.dk/

Palle A.F. Rasmussen med Lars Grøn (Foto: Lars Grøn)
 

 

Årets Ungfugl - Anton Herrig Liebermann

Begrundelse: En stor indsats på Gedser Fuglestation i efteråret 2017, hvor der blev mærket igennem – både dag og nat. Bestemte Gedsers første Vestlige Bjergløvsanger, der blev fanget i et af stationens net 30/8 2017.

Nominerede: Ragnar Smith, Anton Herrig Liebermann, Anders Odd Wuff Nielsen, Freja Mørup

Sponsor: #jegkiggerpaafugle, jegkiggerpaafugle.dof.dk/#/frontpage
 

Anton Herrig Liebermann med den flot pris på kr. 2.500, som fulgte med titlen som Årets Ungfugl.

 

Årets Innovative Birder - Søren Haaning Nielsen

Begrundelse: Hvad mange troede var umuligt for et par år siden, har nu vist sig at være muligt – nemlig at birde Hesselø. SHN har i 2017 – ligesom i 2016 – arrangeret flere ture til Hesselø. Øen ligger ca. 2 timers sejlads nord for Hundested og har ingen havn, men SHN har ved at leje en gammel minestryger sørget for, at birdere har kunnet besøge øen. Obs fra 60’erne på øen af bl.a. Sibiriske Bynkefugl, Nathejre og Vandsanger viser, at øen har et stort potentiale for hits. I år var højdepunktet en flok på to dværgværlinger. Kun anden gang, at en flok af denne art er set i Danmark.

Nominerede: Sebastian Klein, Søren Haaning Nielsen, Anders Wiig Nielsen

Sponsor: Naturbutikken, www.naturbutikken.dk/

Franck Ishøi  fra Naturbutikken overrækker Søren Haaning Nielsen prisen som Årets Innovative Birder. 
 

 

Årets Twitcher - Henrik Højholm

Begrundelse: I 2017 har HHØ kørt et big year, hvor hans mål var at se så mange arter som muligt i løbet af året. 31. december var tælleapparatet kommet op på imponerende 316 arter – samt en Slagfalk i banken. Hermed en klar ny årsrekord i Danmark. Den tidligere var på 309 arter sat af Freddy S. Hansen i 2011.
Henrik har kørt året nærmest fejlfrit med mange vellykkede satsninger i bl.a. Skagen, Blåvand, Mandø og Gedser samt rykket hurtigt på mange hits, som han har set på førstedagen.
Listen imponerer med bl.a. Phylloscopusser, hvor det i 2017 lykkedes Henrik at se Fuglekongesanger, Brun Løvsanger, Schwarz’ Løvsanger, Humes Sanger og Vestlig Bjergløvsanger.

Nominerede: Kristian Birchwald Jensen, Tim Hesselballe Hansen, Henrik Højholm, Andreas Bruun Kristensen

Sponsor: Club300.dk, club300.dk/

Henrik Højholm kom på scenen og fik prisen af Sigrid Kistrup Ilsøe fra Club300.dk
 

 

Årets Internationale Birder - Bjørn Frikke

Begrundelse: Fandt Bæltestødfisker på Azorerne i efteråret. 14. fund på øerne og første siden 2015. Har desuden i år twitchet eksklusive arter som Mongolsk Piber i Tyskland, Østlig Lundsanger i Sverige, tilbragt ca. 2 uger på Azorerne i efteråret og sluttet året af med en tur til Marokko, der bl.a. gav Afrikansk Ørkensanger, Kapugle, Ørkenspurv, Ørkenhornugle, Berbergrønspætte og Tyknæbbet Lærke.

Nominerede: Bjørn Frikke, Jens Frimer og Lars Mortensen

Sponsor: Naturbutikken, www.naturbutikken.dk/
 

Rune Bisp Christensen fra Naturbutikken overrækker prisen for Årets Internationale birder til en glad Bjørn Frikke.

 

Årets Bedste Birder-Ambassadør - Morten DD Hansen

Begrundelse: Har været med i ”Jeg kigger på fugle” projektet, hvor han sammen med Sebastian Klein, Vicky Knudsen og Emil Skovgaard Brandtoft, har besøgt gymnasier for at få de unge til at interessere sig for fugle!!! Et svært, men prisværdigt projekt. Desuden deltog DD i TV-2 programmet ”3 dyr, 2 hold, 1 dag”, som fik meget positiv respons fra seerne. Måske det kan være starten på flere udsendelser om natur i dansk fjernsyn? DD har gennem året desuden gjort sig bemærket med mange videoer på Facebook, hvor han med sin entusiasme og begejstrede stemmeføring har fået smilet frem på de birdere, der har været lænket til konstorstolen bag skærmen, og kun har kunnet drømme sig tilbage til felten.

Nominerede: Klaus Malling Olsen, Morten D.D. Hansen, Vicky Knudsen, Henrik Knudsen, Bent Jakobsen

Sponsor: DOF, www.dof.dk/

Sigrid Andersen med en stolt, velfortjent og glad vinder af prisen som Årets Bedste Birder-Ambasadør: Morten D.D Hansen.
 

 

Årets Lifetime Achievement - Rolf Christensen

Begrundelse af Sebastian Klein:
“Der er masser af gode kandidater til en lifetime achievement award. men hvis det handler om at sætte et aftryk på dansk birding er der en, som ubetinget er over alle andre! Rolf Christensen har uden tvivl haft større indflydelse på dansk birding end nogen andre nulevende personer (selvom der bestemt er mange andre gode navne). Rolf var med til at starte Fuglelinien, som i sin tid blev kimet ned dagligt af hundredvis af birdere. Han startede Danmarks første egentlige fuglehjemmeside (Irania), som nærmest udgjorde fundamentet for dansk birding og twitching.. Han startede senere de første meldesystemer på mobiltelefon, som i virkeligheden har dannet grundlag for de meldesystemer vi har i dag. Han var med til at grundlægge og arrangere det første danske felttræf (I Hanstholm), som lige siden har været en årlig og meget populær begivenhed. Rolf har i mere end 25 år haft sin daglige obs på Grenen i Skagen, som han mere eller mindre har revolutioneret (Grenen er ubetinget Skagens mest populære lokalitet i dag). Derudover har Rolf i en længere årrække hvert år fundet flere hits end samtlige andre birdere i dette land (hvert fucking år!) og der er næppe mange anstændige birdere i dette land, som ikke har set en (eller 10? - eller 30?) af de sjældne fugle, som Rolf har gravet frem gennem årene. Derudover har han også fundet 3 nye arter for landet, hvilket jo også tæller lidt... Når det er sagt er jeg nu alligevel ganske overbevist om, at han ikke vinder den award. Rolf er nemlig en arrogant skid og ejer desværre ikke klædelig ydmyghed. Derfor bliver han aldrig valgt til sådan noget her. Men at han reelt fortjener det mere end nogen anden kan der nu altså ikke være tvivl om. Der er ingen, der har sat et større aftryk på dansk birding - ingen!”

Nominerede: Bent Jakobsen, Tim Andersen, Klaus Malling Olsen, Rolf Christensen

Sponsor: DOF-københavn, www.dofkbh.dk/

En videohilsen fra vinderen af Årets Lifetime Achievement: Rolf Christensen der ikke kunne være med til festen, han skulle på morgenobs.

 

 

Årets Guldfugl - Michael Schwalbe

Begrundelse: Har en særlig evne til at finde hits i Vadehavsområdet, hvor han år efter år laver SU-arter på samlebånd. Bedst huskes den Rødhalsede Ryle, MS fandt i juli 2001. Men også i år har han lavet stort. Højdepunkterne i år var DK’s fjerde Bairds Ryle ved Ballum Sluse 23/9. Fuglen sås også dagen efter og var første fund siden 2007. Mange fik ny art.

Fandt Asiatisk Ørkensanger på Rømø 25. november 2017. 5. fund af arten i Danmark og første siden den populære fugl i Skagen i maj 2012. Årets fund viser, at der kan findes småfuglehits gennem hele november. Desværre kunne den ikke genfindes trods ihærdig indsats.

Fandt Langnæbbet Sneppeklire ved Saltvandssøen 21/7 2017, som mange fik glæde af. Ca. 16. fund i DK – muligvis fuglen, der sås i juni ved Ballum Sluse samme år.

Nominerede: Rolf Christensen, Michael Schwalbe, Henrik Knudsen, Michael Trasborg

Sponsor: Swarovski, www.swarovskioptik.com/
 

Michael Schwalbe med prisen for Årets Guldfulg fra Swarovski der vidner om et flot år.

 


Billeder fra Danish Birder Awards 2018

 

 

 

Alle billederne (med mindre andet er nævnt) er taget af Olympus, ved Carsten Krog Pedersen.

Sendt 24-01-2018 Kl. 17:30
Martin Sannomiya Strømkjær

 Tillykke til alle vinderne og sikke moves der blev begået til Dans og Lær????????

Sendt 25-01-2018 Kl. 07:47
Sigrid Kistrup Ilsøe

Også herfra skal der lyde et STORT tak for en uforglemmelig aften!

Først og fremmest tak til de fremragende arrangører - Søren og Rasmus - for alle deres ideer og evner til at føre dem ud i livet til gavn og glæde for alle os andre. Og dernæst en stor tak til alle de fremmødte. Det var vidunderligt at se så mange dukke op til dette show.

Og selvfølgelig et STORT tillykke til alle vinderne!

Det er blevet skrevet før, men kan ikke siges for tit: Det var f**king fantastisk fedt!

 

SKI

Sendt 27-01-2018 Kl. 10:11
Jan Lindgaard Rasmussen

 Det var helt enkelt en enestående begivenhed. Det har en positiv betydning at fremhæve det exceptionelle - og her tænker jeg på især på RoC's lifetimeachievement-pris. Men vigtigst var det at kunne mødes med folk man sjældent eller aldrig ser.

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home