Club300.dk - Artikler
a
  

Artikler
 
Højholms Big Year 2017 10-04-2018 kl. 10:48

Big Year 2017 – en rekord

I forbindelse med min pensionering januar 2017, ville jeg prøve en gammel drøm om at se så mange årsarter som muligt på et år i DK. Altså lave et ”Big Year” i Danmark. Mit mål blev sat til 300 arter, og hvis det kunne lade sig gøre, ville jeg også gerne slå Freddys rekord med på 309 årsarter fra 2011. Målet med de 300 arter blev sat ud fra visheden om, at man aldrig på forhånd ved hvordan et fugle år bliver. Det er –i hvert fald for mig - meget vigtigt ikke at bruge et helt år på et projekt, der så pga. mangel på fugle bliver en fiasko, fordi projektet ikke kunne leve op til urealistiske høje forhåndsforventninger. Så derfor var det ikke det overordnede mål at slå Freddys rekord. Min kone blev taget i ed for, om hun var indforstået med projektet, både mht. det enorme tidsforbrug og de forholdsvis mange penge man bruger på transport. I løbet af de hårde forhandlinger med fruen, blev der aftalt 2 udenlandske ferieperioder: 8 dage i april og næsten 3 ugers sommerferie i juli. Det skulle vise sig at mine ferier overhovedet ikke kom til at koste mig en eneste årsart, og det var vist nok mere held end forstand?


Lad mig så i øvrigt med samme slå følgende fast med syvtommer søm: at samle på årsarter, har intet at gøre med hvor god eller dårlig man er til at kigge fugle. At samle på årsarter kræver følgende:
Tid, penge, tålmodighed, placeringsevne, en helvedes masse udholdenhed og en god portion stædighed. Det hjælper da også at man har nogenlunde check på fuglenes forekomst mønstre og fænologien.

 


Nøddekrige, 31. januar, Klosterskoven Kalundborg (Foto: HHØ)


Jeg lavede følgende strategi på forhånd (og jeg fulgte den temmelig nøje):

1. Sørg for at være rigtig meget i felten.
2. Spild ikke tid på at jagte fuglearter, som du er sikker på at se i løbet af året.
3. Kør på alle hits.
4. Sørg for at være meget på tur til Sdr. Jylland, Blåvand og Skagen.
5. Tag foråret i Skagen fra ultimo april til primo juni.
6. Brug januar-april til at få styr på de lidt svære standfugle, især uglerne.
7. Vælg dine eventuelle ferieperioder i udlandet nøje, der går simpelthen ikke at smutte 2 uger i maj eller oktober.
8. Kør med total åbenhed, dvs. fortæl alle om at du samler på årsarter
9. Før årsartsliste på nettet og opdater den dagligt.

Konklusion
Det lykkedes at slå Freddys rekord, idet jeg nåede op på 317 arter.

Dette tal skal dog måske senere efterjusteres, hvis ikke alle mine krydsede SU-arter, bliver
godkendt af SU!

Jeg kørte ca. 30.000 km og var 25 gange frem og tilbage over Storebælt.
Jeg havde i omegnen af 75 overnatninger rundt omkring i Danmark, flest i Skagen med 50.

Det bedste ved projektet,var den store interesse folk viste for projektet, og al den hjælp jeg fik undervejs. Det understregede også det rigtige i at køre med fuld åbenhed omkring projektet.

Undervejs måtte jeg indfører 2 strategier mere:

1. Før listen både på netfugl.dk og club300.dk, der er rigtig mange, der kun læser den ene af de lister.
2. Nævn medobservatør på alle svære/sjældne fugle på årsartslisten. Dette er dog kun gennemført 100% på netfugl.dk-listen

Det har været et fedt år, og jeg har set enormt meget på fugle og nydt samværet med en masse helt vildt flinke og hjælpsomme birdere.
Det eneste ”men” skal være at det også ind imellem har været lidt skørt og hårdt, f.eks. da jeg kørte fra Skagen til Stevns for at se (høre) en Lille Rørvagtel, eller da jeg 2 dage i træk kørte til Blåvand fra Holte.
Jeg savnede lidt noget konkurrence, de andre årsartsjægere blev hurtigt sat. At jagte årsarter betragter jeg som en venlig kappestrid. Nogle at spare med og nogle at følges med på nogle af de lange bilture, ville have været rart.
Ville jeg gøre det igen? Ja om nogle år…måske ;-)

Og husk nu at rekorder er til for at blive slået, og at denne her rekord slet ikke er så pokkers fantastisk. 2017 var ikke et fantastisk godt år, og det er helt sikkert muligt at komme op på +320 arter.
Så kom nu i gang, men husk nu at før listerne ordentligt og lad være med at stringe, jeg gider sgu ikke blive slået af en der ser alle ”ikke SU” arter, uden at idioten har troværdige vidner, dvs. har indtastet medobservatør på Markpiber og lignende.

Tak til alle der hjalp undervejs, det var fedt.
Speciel tak til JAE, SKAT, HBJ, MKP, ROC, HKN, SEK, GRØN, SJ, JHC, ESM, LAK, PEC, MCH og alle de andre jeg har glemt…et år er laaang tid.

Det var en fantastisk fornemmelse at sætte sig til en dejlig middag om aftenen den 31. december og vide at jeg ikke skulle prioritere årsarter så højt mere.

Nedenstående er en mere detaljeret gennemgang af året og den er vist kun for årsarts-freaks, så almindelige og normale læsere kan stoppe her ;-)

 

Detaljeret gennemgang af arter og årets gang

Problemarter:
Der er 293 arter i Danmark, der IKKE er på SU-listen, og af dem kan følgende være mere eller mindre problematiske:

Rødhalset Gås, Dværggås, Rustand, Amerikansk Krikand, Kongeedderfugl, Almindelig Skråpe, Stor Stormsvale, Lille Stormsvale (SU uden for den jyske vestkyst), Topskarv, Sort Ibis, Lille Skrigeørn, Damklire, Stribet Ryle, Lunde, Hvidvinget Terne, Sandterne, Slørugle, Stor Hornugle, Kirkeugle, Høgeugle, Hærfugl, Pirol, Nøddekrige, Toplærke, Rødrygget Svale, Hvidhalset Fluesnapper, Hvidbrynet Løvsanger, Fuglekongesanger, Drosselrørsanger, Flodsanger, Høgesanger, Sydlig Nattergal, Rosenstær, Storpiber, Markpiber, Hortulan, Dværgværling og Hvidvinget Korsnæb.

Ovenstående arter skal man rykke på lige meget hvor i landet de ses. Uglerne er medtaget fordi de skal være krydset inden 1. maj, og fordi de til en hvis grad kræver gode connections…f.eks. Slørugle der ikke er så nem at få, med mindre man ved hvor man skal lede!


Topskarv, 12. maj, Grenen Skagen (Foto: HHØ)


Af de problematiske ikke SU’ere, missede jeg kun 7 arter: Lille Stormsvale, Damklire, Sandterne. Hvidhalset Fluesnapper, Rødrygget Svale, Markpiber og Hortulan.
Her var det kun Markpiber og Damklire, som jeg ikke kunne have fået, resten smuttede af følgende årsager:

Lille Stormsvale – placeringsfejl, valgte Blåvand i stedet for Hanstholm.

Sandterne – 3 besøg på Fiilsø var ikke nok, jeg skulle have rykket på den samme dag den blev set.

Hvidhalset Fluesnapper – Kunne have twitchet den der rastede en hel dag i København, men dummede mig og blev siddende i Skagen.

Rødrygget Svale – skulle have twitchet den ved Årslev Engsø, mens jeg var i Skagen. Ærgerligt med et usædvanligt år i Skagen helt uden Rødrygget Svale, men man kan ikke basere sig på at se den i Skagen, hvor den, når den ses, langtfra ses af alle.

Hortulan – den var jeg reelt uheldig med, det blev første år i lang tid (nogensinde?) uden én eneste fugl i Skagen. Burde – set i bakspejlet - have twitchet dem i Odsherred. Den rastende efterårsfugl i Hellebæk rykkede jeg på omgående, men den var væk da jeg ankom 40 minutter senere.


Hærfugl, 12. februar, Reersø (Foto: HHØ)

Lidt svære arter:
Af de 293 ikke SU-arter er nedenstående ”En omvej værd”/”Lidt svære”, det vil sige at man skal køre efter dem når der er en twitchable fugl.

Sodfarvet Skråpe, Vagtel, Nordisk Lappedykker, Plettet Rødvagtel, Engsnarre, Hvidbrystet Præstekrave, Pomeransfugl, Kærløber, Odinshane, Thorshane, Tredækker, Lille Kjove, Mellem Kjove, Søkonge, Hvid Stork, Sort Stork, Sabinemåge, Turteldue, Perleugle, Natravn, Aftenfalk, Fyrremejse, Pungmejse, Lundsanger, Lille Fluesnapper, Rødstrubet Piber og Stor Korsnæb.

Kun Sodfarvet Skråpe drillede fra denne kategori, og godt nok var det et historisk dårligt år for denne art, men jeg var også lidt uheldig…jeg havde rigtig mange havobs timer i 2017.
 


Citronvipstjert, 14. maj, Grenen Skagen (Foto:HHØ)

 SU arter:
Jeg har set nedenstående 32 SU-arter i 2017. Bemærk at nogle af arterne endnu ikke er godkendt af SU.

1. Halsbåndtroldand 21/1 Furesø (jae) - Godkendt SU
2. Høgeugle 21/1 Kongelunden (jae) – Godkendt af SU
3. Siberisk Jernspurv 23/1Hirtshals (lpa, tbr) – Godkendt af SU
4. Amerikansk Sortand 13/2 Stængehuse (jae) - Godkendt af SU
5. Brilleand14/3 Bækbygård Strand (lac) - Godkendt af SU
6. Stor Skrigeørn 26/4 Skagen (solo, set dagen efter med roc) – Godkendt af SU
7. Triel 10/5 Tversted (roc) – Godkendt af SU
8. Hvidskægget Sanger 13/5 Nørre Lyngvid Fyr (skat) – Godkendt af SU
9. Citronvipstjert 14/5 Skagen (roc) - Godkendt af SU
10. Lille Rødvagtel 17/05 Stevns (grøn) - Godkendt af SU
11. Tophejre 21/5 Fiil Sø (jae) – Godkendt af SU
12. Hætteværling 3/6 Grenen, Skagen (roc), ringmærket af Morten Jenrich - Godkendt af SU
13. Nathejre 4/6 Odder (jhc) – Godkendt af SU
14. Rosenbrystet Tornskade 5/6 Grenå (roc) – Godkendt af SU
15. Langnæbbet Sneppeklire -10/6 Ballum Sluse (jhc) – Ikke indsendt til SU endnu, der var ellers mange observatører og mange der tog billeder.
16. Rødhoved Tornskade 13/6 Vrads Sande (mkp) – Godkendt af SU
17. Gåsegrib 26/6 Hyldekrog (skat) – Godkendt af SU
18. Lille Gulben 4/7 Bøtø Nor (jhc) – Ukendt sags status hos SU
19. Prærieløber Klydesøen 7/8 Vestamager (abb) - Godkendt af SU
20. Slagfalk 19/8 Tipperne (esm) – Godkendt af SU
21. Terrekklire 19/8 Klydesøen Vestamager (abb), på vej hjem fra Tipperne og Slagfalk – Ikke indsendt til SU endnu, mange observatører og mange billeder
22. Bjergløvsanger 31/8 Gedser Fuglestation (mkp), genfanget af Gedser Fuglestation – Godkendt af SU
23. Hvidøjet And 11/9 Maribo Søerne (hbj)– ikke indsendt til SU, jeg har ok billede
24. Bairdsryle 24/9 Ballum Sluse (jae) – Under behandling af SU
25. Brun Løvsanger 1/10 Stevns Fyr (ta) – Godkendt af SU
26. Sortbrynet Albatros 6/10 Korshage, Rørvig (hbj) – Godkendt SU
27. Sibirisk Bynkefugl 15/10 Nyend Ho (hbj) – Under behandling af SU
28. Schwartz’ Løvsanger 16/10 Grønningen, Blåvand (hkn) – Godkendt af SU
29. Humes Sanger 20/10 Mosen, Blåvand (sj) – Godkend af SU
30. Nonnestenpikker 1/11 Skansehage, Rødvig (hbj) – Godkendt af SU
31. Amerikansk Skarveand 29/11 Horsen Nørrestrand (hbj, hp) – Under behandling af SU
32. Lattermåge 30/12 Hanstholm (jae) - Under behandling af SU

 


Tophejre, 21. maj, Filsø (Foto: HHØ)

Jeg har egentlig set 1 SU-art mere – nemlig Eleonorafalk, og den har jeg besluttet mig ikke at medtage af følgende grund; jeg var selv med til at opdage og se fuglen, og derfor vil jeg ikke krydse den før den er godkendt af SU, det ville være ret dårlig stil i forhold til et årsarts projekt, synes jeg.

i 2017 så jeg således 285 ikke SU-arter og 32 SU-arter, dvs. i alt 317 arter !

 

Året gang

I gennemgangen af af året, nævner jeg kun lange ture eller ture der gav hits, dagsture/småture til f.eks. Hellebæk, Maribosøerne, Gilleleje, Vaserne osv. osv. der gav eller ikke gav ”ventede”, årsarter nævnes ikke.

Januar og Februar
Indtil min sidste arbejdsdag 20-01- 2017 sker der ikke så meget, hårdeste art er Vandstær. Derefter tager det lidt mere fart. Jeg napper Halsbåndstroldand i Furesøen og Høgeugle i Kongelunden. Derefter er jeg et smut i Nordjylland efter Sibirisk Jernspurv den krydses sammen med Toplærke, Bjergpiber, og Enkeltbekkasin. Jeg tager et par overnatninger i Skagen og bruger et par morgener på verdens ende sammen med ROC. Slutningen af januar og starten af februar bruges gentagne gange på Vestsjælland, hvor Reersø er vinterens hotspot, det giver Hærfugl, Lapværling, og Nøddekrige. En tur til Langeland med HKN som guide, giver Kaspisk Måge og Rødhalset Gås. Ved Stængehuse finder JAE sin sædvanlige Amerikanske Sortand, som jeg pisker op for at se. Kongeørn med SKAT er også værd at tage med. Køge Sydstrand producerer Bjerglærke. Det skulle vise sig, at kun Sibirisk Jernspurv, Hærfugl og Nøddekrige blev fugle jeg ikke så igen senere på året, but you never know!
143 årsarter


Sibirisk Jernspurv, 23. januar, Hirtshals (Foto: HHØ)


Marts
Marts bød på en solotur forgæves efter Brilleand ved Bækbygård Strand. Det gav dog Stor Hornugle på vejen hjem.
Endnu en Jyllands-tur (boede på Blåvand) med LAC gav Brilleand, (ved Bækbygaard strand i 2. forsøg…så jeg nåede op på 3 forsøg efter  den), Perleugle, Kirkeugle. SKAT og jeg turede Sdr. Jylland (på ny base i Blåvand), hvilket gav Fyrremejse som det eneste sjældne fugl. Vi tog lige et lille forgæves smut til Skagen efter Stor Skrigeørn. Tur til Roden Skov gav Dværggås. Ultimo marts bød på forgæves twitch efter Amerikansk Krikand ved Harboøre Tange. Sortspætte på min ”home turf” Geels Skov var mega stort.
171 årsarter

Primo og medio april
Tur til Sdr. Jylland i starten af måneden med SKAT gav godt med årsarter, især Slørugle var rar at hive hjem, men SKAT skal have tak for at han gad køre med op til Harboøre Tange på mit andet forsøg efter Amerikansk Krikand, og denne gang lykkedes det. Andre rare arter at få overstået var Hvidbrystet Præstekrave (Rømø), Hvid Stork (Smedager), Grønspætte (ved Nyborg på vej til Jylland) og Sorthalset Lappedykker.
Mærkeligt at se Grønspætte i Nyborg med Sjælland som baggrund! Senere på året skulle det vise sig at min kamp for Brilleand (3 forsøg) og Amerikansk Krikand (2 forsøg) var lidt åndssvage…da begge arter dukkede op på Sjælland, men med årsarter ved man aldrig.
På ferie i Texas 10 dage medio april gik fint, også mht. årsarter idet jeg ikke missede en eneste. Hjemme fra Texas igen, gav Rovterne og Lille Præstekrave ved Ishøj Strand.
 


Islom, maj, Skagen (Foto: HHØ)


21 april – 7.juni Skagen
En helt forår i Skagen, det havde jeg altid drømt om, og det gik i opfyldelse i 2017, idet jeg var i Skagen fra den 21. april til den 7. juni.
En tur ud af Skagen efter Pungmejse ved Mørke Kær var succesfuld, jeg tror desværre, at det er en årsart, der snart bliver meget svær at hive hjem, da det ser ud til at den danske bestand er blevet meget fåtallig, og måske snart helt forsvinder. Ellers gav Skagen pænt med årsarter og jeg sluttede med 216 som resultat for april måned.

Hele maj måned blev tilbragt i Skagen, fantastisk! Dog måtte jeg tage en hel del ture efter hits i det ganske land. Jeg mener ikke man kan få mange årsarter, uden at bruge en lang periode af foråret i Skagen, hvor man får ”foræret” en masse gode årsarter. Det er dog et problem med afstanden til DK’s andre fuglelokaliteter, så man kommer til at køre en del efter årsarter, der er langt væk, men når man ser på listen af svære og halvsvære fugle, jeg fik i Skagen i løbet af foråret, så vil jeg stadig mene det er besværet værd.

Skagen gav følgende gode årsarter:
Vagtel (Gårdbo Sø), Islom, Hvidnæbbet Lom, Almindelig Skråpe, Topskarv, Stor Skrigeørn, Steppehøg, Triel (Tversted), Pomeransfugl (Jerup Strand), Tredækker, Mellemkjove, Lille Kjove, Turteldue, Natravn (Ålbæk Klitplantage), Biæder, Vendehals, Aftenfalk, Pirol, Drosselrørsanger, Lille Fluesnapper, Rosenstær, Citronvipstjert, Rødstrubet Piber, Hætteværling, Karmindompap og Gulirisk.
Ovenstående er alle arter der kan være en ”smule” besværlige, at få hevet hjem som årsarter.

Køreture ud af Skagen i perioden 21 april – 7.juni:
4/5 Stribet Ryle – Kølsen (ESM)
6/5 Sort Ibis -Skjern Enge (SKAT)
13/5 Hvidskægget Sanger – Nørre Lyngvig Fyr (kørte solo, men så den bla. med SKAT som medobservatør)
17/5 Lille Rørvagtel – Stevns (Grøn)
21/5 Lille Skrigeørn – Aborrebjerget Stevns (egentlig kørte vi efter – og så – Lammegrib, men den kom aldrig i den rigtige kategori til årsart eller ny art) (JAE, ROC)
21/5 Tophejre – Fiil Sø (en lille omvej på vej til Skagen fra Stevns) (JAE, ROC)
24/5 – Sydlig Nattergal Nørresø (Sdr Jyllandstur med overnatning i Tønder) (solo)
25/5 Savisanger -Magisterkog (Sdr Jyllandstur med overnatning i Tønder) (solo)
31/5 Flodsanger –Hedensted (MCH)
31/5 Engsnarre - Skjoldelev (MCH)
3/6 Plettet Rødvagtel – Lille Vildmose (Grøn)
4/6 Nathejre – Odder (ROC)
5/6 Rosenbrystet Tornskade – Grenå (JHC)
Da jeg kørte hjem fra Skagen den 7. juni havde jeg 281 årsarter.

 
Aftenfalk, 19. maj, Saftevandsbakken Skagen (Foto: HHØ) 

Juni og juli
Efter at været kommet hjem fra Skagen og indtil jeg tog på ferie 14/7 – 1/8, var jeg på følgende twitch:
Langnæbbet Sneppeklire, Ballum
Rødhovedet Tornskade, Vrads Sande
Odinshane, Vestamager
Lundsanger, Møn
Rustand i Århus (kunne heldigvis kombineres med et besøg hos mine 2 sønner der begge bor i Århus)
Gåsegrib, Hylderkrog
Hvidvinget Terne, Kølsen Viborg
Lille Gulben, Bøtø
Hvidvinget Korsnæb, Bøtø, og nej..ikke samme dag som Lille Gulben
Bemærk at jeg måtte køre alene til Kølsen og Vrads Sande, idet jeg ikke kunne finde nogle der ville med.
 


Bjergløvsanger, 31. august, Gedser (Foto: HHØ)

August
Denne måned forløb forholdsvist stille og roligt, med en del småture og kun få hitture til Jylland. Var dog på tur til Tipperne efter Slagfalk. Kørte forgæves til Skagen for at se Balearskråpe, men den var væk - jeg rykkede også først efter fuglen havde da rastet 3 dage i træk! Det blev kun til en enkelt overnatning i Skagen, for da jeg næste morgen stod på Grenen, blev der meldt Bjergløvsanger ud fra Gedser, jeg kørte derfor direkte fra Skagen til Gedser, hvor jeg ankom først på aftenen, fuglen var sidst timer før jeg ankom. Til gengæld blev jeg belønnet, fordi jeg tog en overnatning på fuglestationen, idet Bjergløvsangeren røg i nettet næste formiddag!

En sjov episode med Prærieløberen på Vestamager. Den blev meldt 5/8 kl om aftenen, men så sent at jeg ikke kunne nå derud mens det endnu var lyst. Ikke godt, specielt efter at jeg havde misset en anden Prærieløber på Jerup Stand med 15-20 minutter den 2/6 mens jeg var i Skagen! Jeg sad på stilke hele den følgende dag, men ingen meldinger fra Vestamager. Den 7/8 havde jeg aftalt med SEK at vi skulle en tur til Saltholm, og vi skulle derfor mødes kl 08:00 i Kastrup Havn. Jeg var lige kørt fra Holte da Prærieløberen på Vestamager blev meldt ud, et øjeblik efter ringede SEK med en kort ordre: ”Vi mødes på ved indgangen til Vestamager på Ugandavej i stedet for i Kastrup Havn, så låner du min cykel og kører ud og ser Prærieløberen inden vi tager til Saltholm”! Jeg drønede ud til Ugandavej, hvor SEK stod klar med cyklen (helt bogstaveligt), jeg hoppede direkte op på cyklen og drønede ud til mellemtårnet, hvor ABB stod og holdt fuglen for mig. Kiggede kort på den. Drønede tilbage til Ugandavej…. eller jeg cyklede så stærkt, som min begrænsede kondi satte mig i stand til. Derefter kørte SEK og jeg til Kastrup Havn, og sejlede til Saltholm og gik os en lille 20 km tur…..hold da helt kæft, hvor var jeg træt da jeg kom hjem. Men det var da klasse af SEK.
295 årsarter


Lille fluesnapper, 27. september, Blåvand (Foto: HHØ)


September
Med 295 årsarter ved udgangen af august måned, så det ret godt ud mht. 300 årsarter i 2017. Til gengæld blev september præget af at der ikke var flere nemme arter tilbage, så hele måneden gav kun 4 årsarter. 3 dage i Blåvand primo september gav Sabinemåge. Maribosøerne Hvidøjet And. PGW på Mandø gav kun Hvidbrynet Løvsanger. Dog twitchede vi en Bairdsryle ved Ballum….man kan køre fra Mandø i 70 cm faldende vand! Blåvand de sidste dage af september gav en Eleonorafalk, men den skal lige godkendes af SU, og HBJ og jeg mangler at sende den ind, motivationen er ikke så stor, vi så ikke undervingekontrast og fik ikke foto, så den har nok ikke en chance hos SU, men en Eleonorafalk var det sgu, den er som nævnt andet sted ikke lagt på min årsartsliste!
299 årsarter ved udgangen af september.

 
Hvidøjet and, 11. september, Maribosøerne (Foto: HHØ)

 

Oktober
Den 1. oktober var jeg på vej hjem fra Århus (efter at have besøgt mine to voksne drenge, som studerer der), og kørte jeg lige en mindre omvej forbi Blåvand og så Storpiber i Tipmose! På vej fra Blåvand til Holte nappede jeg lige en Brun Løvsanger på Stevns. Så var oktober ligesom skudt i gang. Endnu en Blåvandstur nogle dage i starten af oktober gav Stor Stormsvale og mens jeg var i Blåvand blev der meldt Sortbrynet Albatros fra Sjællands nordkyst, HBJ og jeg fes til Sjælland og fik den næste dag ved Korshage!! Den 15/10 kørte jeg efter Sibirisk Bynkefugl ved Blåvand og kørte hjem igen. Dagen efter tænkte jeg, at jeg hellere måtte rykke til Vestjylland i en periode, bla. var der efterårsferie med mange folk til at finde hits, og det skulle vise sig, at det gjorde de i rigeligt mål. Så jeg kørte til Blåvand igen! På vej til Blåvand, kiggede jeg efter Schwartz' Løvsanger ved Stevns, men så og hørte ikke noget jeg ikke helt vidste hvad var. Jeg kørte videre mod Blåvand og minsandten om ikke der blev opdaget en Schwartz' Løvsanger på Grønningen kort før min ankomst i Blåvand. Jeg kørte direkte derud og så den fint. Videre ud på Skalingen og se Høgesanger, som sås fint. Boede på Blåvand Fuglestation og efter et par dage fik jeg krydset Lunde. Rykkede til Mandø, via et meget regnfuldt forgæves twitch efter Fuglekongesanger på Fanø, den havde været der, der var taget fine billeder, men den gad nok heller ikke al den regn. På Mandø fandt vi en Dværgværling, som som holdt os med selskab de næste 2 dage. Den 20/10 havde jeg sat mig til rette på Mandø Bed and Breakfast’s cafe og skulle lige til at bestille en af deres lækre sandwich. Så tikkede der en Humes Sanger ind fra Mosen i Blåvand. Der var 20 minutter til Mandøvejen lukkede pga. højvande, så jeg forlod bordet på meget tom mave og kørte til Blåvand. I Blåvand havde Sune Jepsen sørget for at holde de værste paparazzi’er væk fra fuglen indtil min ankomst og sangeren var på plads og sås fint. Hjemtur
til Mandø. Jeg havde god tid, vejen var lukket i laaang tid, så jeg købte store bøffer, rødvin, gin og tonic og en masse andre dejlige ting i Ribe. Så kunne jeg på Mandø fejrede vi min tangering af Freddys rekord (Slagfalk var endnu ikke godkendt, men egentlig havde jeg slået hans rekord på dette tidspunkt) sammen med de andre Mandø birdere. En 2 dages blæsevejrs-tur til Hanstholm i slutningen af måneden gav kun en Søkonge.
Oktober slutter med 311 årsarter.


Schwarz' løvsanger, 18. oktober, Blåvand (Foto: HHØ)


Glad aften da rekorden var i hus, 20. oktober, Mandø (Foto: HHØ)

 

November
November startede så dejligt med dobbeltkryds i Rørvig: Nonnestenpiker og Thorshane. Thorshanen var fejlbestemt til Odinshane af hele holdet i tårnet i Hovvig, HBJ var ellers kørt derud fordi vi synes det lød som en oplagt Thorshane, pga. årstiden.Fuglen lå langt væk, det blæste meget og teleskopet rystede, så vi købte de andres forklaring om Odinshane, uden at kigge særlig meget på fuglen. Da vi kørte ankom JHC og TA, og de gik direkte op og bestemte fuglen til Thorshane, så HBJ og jeg måtte køre retur og kigge ordentligt på den. Not my finest hour. Den 11. var der Fuglekongesanger ved Højerup på Stevns, den sås fint og var et rart plaster på såret for det regnfulde dip på Fanø. Jeg var en tur i Horsens den 29. efter Amerikansk Skarveand.
Så troede jeg egentligt at året var forbi, men 315 årsarter var da også et fint resultat og en klar ny rekord.

December
Året rundede dejligt af med Kongeedderfugl i Hirtshals den 29. Desværre var HBJ og jeg ved Vejle, da Lattermågen blev meldt fra Hanstholm, vi kunne ikke nå derop inden det blev mørkt,og kørte derfor hjem. Næste dag kørte jeg så op og så Lattermågen i Hanstholm.
317 årsarter! Slut. Over and Out.


Henrik, med Hjalte B. Johansen og local guides, 29. december, Hirtshals (Foto: Conny Jensen)

 

Sendt 14-04-2018 Kl. 11:36
Freddy S. Hansen

 Hold nu kæft en fed beretning , sateme godt nok fortjent at du fik has på den gamle rekord, dyb respekt herfra, bliver spændende at se hvem den næste tosse udover dig og mig der laver en rekord, vi ses i felten, Skagen snart. ????????????

Sendt 14-04-2018 Kl. 12:05
Tim Hesselballe Hansen

Hej Højholm,


Superfed beretning, som giver en lyst til at slå rekorden. Det magter jeg dog ikke!


Hele forudsætningen for et Stort År, er at der bliver fundet en masse hits. Man kan, som du skriver, risikere at vælge et ringe år, hvor der bare ikke dukker så meget op.
Jeg har derfor gennemgået SU-rapporter, årsrapporter og dof-basen for at se, hvor mange arter, der er set i DK i de seneste år. Det siger naturligvis ikke noget om, hvor mange man kunne twitche.
Tallet for 2017 (og i nogen grad 2016) skal tages med et lille forbehold, da der er sager, der ikke er indsendt/færdigbehandlet endnu. For 2017 har jeg medtaget alle veldokumenterede fund. Som det fremgår, har du været heldig og valgt et af de bedre år!

Sendt 14-04-2018 Kl. 12:25
Henrik Højholm

 Tak for den oversigt Tim. Jeg troede faktisk 2017 havde været ringere, men det har nok noget med, hvor svære “ikke SU” fuglene var. Skal man over 320, er det nok år som 2012 og 2013 man skal ramme???? 

Sendt 14-04-2018 Kl. 13:38
Rasmus Strack

Super fedt Henrik, hvilken beretning.

Nu kan jeg så se at mine 299 i 2002 næppe var helt så dårligt, men 317 er godt nok sejt!

 

Sendt 14-04-2018 Kl. 15:49
Tim Hesselballe Hansen

Ja, det samlede antal arter et år er lidt misvisende ift. et Big Year. De skal kunne twiches, ellers nytter det ikke. 

Det er også overraskende at se, hvor ofte de lidt sværere arter forekommer sammenlignet med, hvor svære de er at få på en årsliste.

I årene 2000-2016 forekom Almindelig Skråpe, Amerikansk Krikand, Dværggås, Flodsanger, Fuglekongesanger, Hvidhalset Fluesnapper, Hvidvinget Terne, Høgesanger, Kongeederfugl, Lille Skrigeørn, Lunde, Markpiber, Rosenstær, Rødrygget Svale, Sandterne, Stor Stormsvale, Stribet Ryle og Tredækker hvert år.

Følgende ikke-SU-arter (nuværende liste) blev ikke set årligt (antal år med fund i parantes):

Sort Ibis (10)
Amerikansk skarveand (11)
Topskarv (13)
Prærieløber (14)
Stylteløber (14)
Damklire (16)
Hvidsisken (16)
Hvidvinget Korsnæb (16)
Lille Stormsvale (16)
Perleugle (16)
Sabinemåge (16)
Sydlig nattergal (16)
 

 

Sendt 15-04-2018 Kl. 09:07
Henrik Højholm

Ovenstående 30 svære ikke-su, som Tim nævner, er umuligt at få krydset som årsarter alle sammen, i snit vil man vel kunne krydse ca. 20 af dem.

Grafen med arter pr. år, illustrerer til fulde hvor uheldig man kan være med sit valg af år til sit Big Year. Man kan simpelthen ikke på forhånd vide, hvor godt året bliver!  

I 2002 ville Rasmus simpelthen ikke have kunnet se 317 arter uanset hvad!

Så "kvaliteten" af fugleårtet, er altid den store joker når man kører årsarter, og det naturligvis også derfor at Freddy og jeg kunne få så relativt mange arter - vores år var ikke helt tossede!

Derfor var mit mål fra start heller ikke at slå Freddys rekord på 309 arter, for rammer man et dårligt år, som f.eks. 2002, så er det godt nok svært bare at få 300!

Med gennemsnitsalderen på de ornitter, der skal finde de sjældne arter til årsartsjægeren in mente, så kræver det vel også et større generationsskifte, for at det ikke blver meget svært at se mange sjældne fugle om 15-20 år! Et generationsskifte, som jeg desværre ikke ser komme :-(
 

 

 

 

Sendt 15-04-2018 Kl. 13:37
Jan Lindgaard Rasmussen

Stort tillykke - en helt igennem usædvanlig præstation, trods vort lands relativt ringe størrelse. Den åbne tilgang kan jeg kun hylde, og det ser jo også ud til at have båret frugt i form af ekstra hjælp på flere niveauer. Og tak for en fed beretning. Som du siger er rekorder til for at blive slået, og det bliver sjovt at se om det kan lokke flere big-year-prospekts ud af busken - gerne i det samme år.

Sendt 16-04-2018 Kl. 19:08
Lars Tom-Petersen

Tak for en fin beretning fra det store fugleår.

Jeg kan rigtig godt lide din klare strategi, og din måde at forfølge og udbygge den på. Man får i beretningen en fin fornemmelse af, hvordan du har gjort. Ud over et godt overblik og kendskab til alle arter, kræver det rimeligt meget disciplin. At åbenhed og klar snak har været en del af strategien er kun et ekstra plus.   

Jeg ville aldrig selv prioritere et sådant projekt, men jeg har stor respekt for, at du har gennemført det så stringent. Stærkt! 

Tak også til Tim for et flot diagram over antal arter.

Sjovt er det at tænke på, at vi for ikke ret mange år siden arbejdede på det store mål overhovedet at få set 300 arter.  

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home