Club300.dk - Artikler
a
  
Artikler
 
Østlig Turteldue - Faxe - Næstved samme fugl? 25-01-2019 kl. 22:39

Hele Danmarks mediekonge på fuglesiden, Rolf Christensen, fik onsdag aften varskoet medierne om den Østlige Turteldue. Dette var sammen med et indslag på TV-Øst kraftigt medvirkende til, at flere observationer fik set dagens lys i birderverden.

Torsdag fik Rasmus Strack tilsendt nogle billeder af en fugl fra Faxe, fugl 1 herunder, en fugl der unægteligt lignede en Østlig Turteldue, men de fotos var næppe nok til godkendelse.

Fredag fik Michael Fink nogle fotos tilsendt til Fuglenes Hus, igen af en fugl fra Faxe, og kortvarigt var der forvirring, da vi forventede, at dette gjalt samme observatør, men det var det spøjst nok ikke. Den 'nye' fugl var fotograferet 11. januar, ca. 150 meter fra det første sted i Faxe, her var og er fotos gode nok til sikker bestemmelse, 2k Østlig Turteldue.

17. januar blev fuglen der så fik startet hele balladen fundet i Næstved, og da billeder af denne dukkede op på facebook 23. januar brød det løs.

Spørgsmålet er nu det meget simple, kan det være samme fugl i Faxe og Næstved? Herunder er fotos fra alle tre observatører i de to byer og vurder selv og læs så min vurdering til sidst i artiklen.
 

Fugl 1

Fuglen blev set af Tom Rosenstand Thomsen i dennes have på Kornagervej 110 i Faxe. Fuglen blev set 5. januar og blev set frem til torsdag den. 10. januar. Alle fotos af fugl 1 er taget af Tom Rosenstand Thomsen med mobiltelefon igennem en rude.

 

Fugl 2

Fuglen må være identisk med fugl nr. 1; ikke fordi man kan se det med sikkerhed på disse fotos, men naturligvis fordi det er i samme område. Fuglen blev set af Ebbe Grøn fredag den. 11 januar i et par timer på Kronagervej 29 i Faxe. Fuglen er ikke set siden.

 

Fugl 3

Fuglen blev fundet af Bente Strande Hansen 17. januar og blev set frem til 23. januar, hvor den blev fotograferet af Jørgen Helge Hansen på adressen Bekkasinvej 4, Næstved

 

Efter at have gransket fotos er jeg (sammen med Tim Hesselballe Hansen) kommet frem til, at det må være samme fugl, der har fløjet de 21,6 km mod VSV på seks dage. Til grund for dette ligger næsten udelukkende granskning af fotos af fugl 2 fra Faxe og fuglen fra Næstved ("fugl 3").


Afstanden imellem fundstederne i Faxe og Næstved er 21,6 km

 

I hovedet ses en lettere atypisk lys plet foran øjet på billeder af fuglens venstre side, derudover ses en længere lettere bagudrettet lys "tåre" under øjet. Disse tegninger virker klart kraftigst på fuglen fra Faxe, hvilket må skyldes at billederne er taget med en mobiltelefon, hvor kontrasterne ofte bliver skarpere.

Svingfjerene ser umiddelbart ud til at have bredere beige/okker kant på fuglen fra Faxe, hvorfor man måske kunne mistænke to fugle. Ser man dog nærmere på fotos af fuglen fra Næstved, ser man specielt på det foto hvor den står i fuglebadet (her er den knapt så skarp) at kanten er meget lig den på Faxe-fuglen.
Tertialerne ser ud til at have fældningsgrænse nøjagtigt samme sted, og desuden ser tertialerne identiske ud på fuglen fra Faxe hhv. Næstved i mine øjne.

Jeg vil derfor, ud fra hvad jeg kan se, konkludere at det må være samme fugl - unægteligt noget af et genfund, dog ikke helt så vildt som Sørgeduen der i 2008/2009 sås i hhv. Irland, Tyskland og så Skagen.

Du er ikke logget ind!
For at skrive indlæg skal du være medlem af Club300.dk og være logget ind.
   - Klik her for login.
   - Klik her for at melde dig ind i Club300.dk.
Top | Home